Franklin nikkede og pegede på et andet billede. “Er det dit barnebarn? ”

“Nej, det er min søn —, og han er faktisk grunden til, at jeg er på denne flyvning, ” Stella sagde.

“Skal du besøge ham? ”

“Nej, dette er den eneste måde, jeg kan være i nærheden af ham, ” svarede hun. “Kan du huske, da jeg nævnte mine økonomiske kampe? Da jeg var i 30’erne, blev jeg gravid. Min kæreste forlod, og jeg havde ingen til at støtte mig. Min mor var allerede død af demens. Jeg elskede min baby, men jeg kunne ikke give ham et ordentligt liv, så jeg placerede ham til adoption. ”

“Fandt du hinanden senere? ” Franklin spurgte.

“Jeg prøvede. Jeg fandt ham gennem et DNA-websted. En nabos barn hjalp mig med at sende ham en e-mail. Hans navn er Josh. Han svarede en gang og sagde, at han havde det godt og ikke havde brug for mig. Jeg sendte flere e-mails mere og bad om tilgivelse, men han svarede aldrig igen. ”

“Så hvorfor er du på denne flyvning, hvis han ikke vil se dig? ”

“Fordi han er piloten. I dag er hans fødselsdag — 22. januar 1973. Jeg bliver ældre, og jeg ved ikke, hvor meget tid jeg har tilbage. Jeg ville bare være tæt på ham på mindst en af hans fødselsdage. Dette er den eneste måde jeg kan. ”

Senere, da flyet forberedte sig på at lande i New York, talte piloten om intercom:
“Og jeg vil gerne have, at alle byder min fødselsmor velkommen, der flyver med mig for første gang. Hej mor. Vent venligst på mig, når vi lander. ”

Tårer fyldte Stellas øjne. Da flyet stoppede, gik piloten — hendes søn, John — ud af cockpiten for at omfavne hende. Passagererne og besætningen bifalder, da de genforenes.

John hviskede, at han var taknemmelig for det offer, hun havde ofret. Stella fortalte ham, at hun ikke havde nogen beklagelse, og at der ikke var noget at tilgive.